Galla-Show i Herning 13.03. - 16.03. 2008

Hov! Hov! Hvorfor kommer I nu og trækker os (Apache og Sundance red.) op i en trailer så tidligt? Og så en torsdag morgen. 😥  Skal I ikke på arbejde? 🤨  Nå! Det var (heldigvis) kun en lille tur: Vi skal åbenbart besøge Mozart og hans familie (familien Güngerich red.) i Græsted. Hyggeligt! 🙂

Hvad er nu den af! De smider alt deres oppak­ning ind i Mozarts trailer? 😮  Og deres ponyer også! Nå! Hold da op! Den er ellers blevet hyg­geligt indrettet, den trailer. 🤩  Til 3 ponyer på tværs med skillerum og alting. Men jeg bliver nu lidt bekymret over alt det gods de stuver ind i traileren og i bilen. 🤨  Hvor mon vi skal hen?

Adskillige timer senere ankommer vi endelig til.. ..Herning?… 🤔 Og Dansk Varmblods hingstekå­ring! Hvad i alverden skal vi her? Trænger de til nye blodlinier i deres avl? 🙃  Så var det jo Taco v.d. Achterdijk, du skulle ha’ taget med i stedet for Mozart, Hanna!

Nåeh! Vi skal være med i det store Galla-Show… 😎  Ok! Så vis os ringen og giv os det hvide udstyr på. Hvis vi skynder os lidt kan vi nok være hjemme igen ved sengetid! Arggh! Hvad siger du Anny! 😮  I dag er det bare Generalprøve. Fredag og lørdag aften skal vi optræde og heeele søndagen skal I se på oprangering af DV-hingste og Dressur….Tælle .. tælle … tælle… ! Det er samfulde 4 dage, at vi superseje udendørs heste skal stå INDE i dette varme støjh……! 🤒  Det kan I da ikke byde os! JEG VIL HJEM!   Hov! Der kom jeg vist til at tæve Apache….. Nej, nu sætter Anny og Preben Apache over til Mo­zart. … Så skal jeg stå her helt alene! ANNY! JEG VIL HJEEEEEM…

Hold da op nogle forhold de har her!  

Men sikke en spektakel her er. De varmblods hingste er da skøre. 😠  De hyler, skriger og sparker på deres bokse i en uendelighed. Og hver gang vi møder nogle af dem, når vi er ude og gå, så springer de for livet….

Endelig ud af boksen og hen mod porten.   Vi er på luftetur med Anna og Billy og Char­lie. De andre de haster mod græsset. Men JEG kigger kun efter vores trailer. Nej, hvor er der mange. Æv! Det lader heller ikke til at Anny og Preben kan finde traileren. 🤔  SUK! Så efter en spadseretur på 45 min. Bliver vi sat ind i boksene igen. NEEEJ! JEG VIL IKKE STÅ ALEEENE!”Det bliver du altså nødt til Sundance. Når du tæver Apache!”ARGGHH!

Hold da op! Nu har vi optrådt. Det var da godt nok noget af en oplevelse. 🙃 

Lørdag og søndag var vi igen ude og gå nogle lange ture. Men vi fandt aldrig vores trai­ler. 🤔

Endelig søndag eftermiddag blev alt udstyret pakket sammen, og Hanna, Laura og Bar­bara fandt vores trailer.   I kan tro, at vi var glade for at blive læsset igen. Det var en stor oplevelse at være med i Herning.. .. men godt nok også hårdt.

Menneskene?   Nej! Nej! Det var slet ikke hårdt for dem. De skulle jo bare forsøge at holde trit med deres ponyer til de 2 opvisninger. Og resten af tiden brugte de på at se på udstillinger og opvisninger. Og de boede mægtigt komfortabelt i campingvogne i nogle store haller. Der var også gode badeforhold. Dog ikke så gode som vores. Lækker mad fik de også. Så hvis de bare havde passet deres seng om natten og ikke drukket så meget gajol-vand, 🤒  så ville de såmænd slet ikke ha’ været så trætte da vi skulle hjem!

Med venlig hilsen

Sundance v. Drioeka, Showpony

Apaches Beretning fra Herning

Yihaa! Hvor jeg har været på udflugt! 🙃 

Vi kørte sammen med familien Güngerich, i deres luxustrailer. Fedt indrettet til 3 shet­tier. Hanna kørte og hun kørte bare så beha­geligt. 🤭  Ja, jeg tror, at selv Anny slappede af.

Desværre var Sundance noget sur i det.   Ja, faktisk så tævede han mig. 🤨  Men så fik jeg lov til at gå sammen med Mozart, og han er jo en stille, rolig og rar fyr.

Uhm! Der kommer Preben og Anny for at fodre os! Tumle! Tumle! Ups! Der kom jeg vist til at tæve Mozart! ”Apache! Skal du også til at stå alene?” Uha nej!  

Sikke Sundance hyler op derinde ved siden af: ”Anny! Du må ikke gå fra mig! Jeg vil ikke være ALEEENE! ”Hold da op! Der er ikke meget stolt førerpony over ham lige nu.   Hmm! Det er faktisk synd for ham. 🤨  Anny kunne da også godt ta’ sin sovepose med herned og så sove inde i boksen sammen med Sundance.

Og sikke fine vi blev i løbet af de dage vi var i Herning.   Vi blev badet ofte, især mig pga. mit hvide bagben, og så fik jeg pletrens på til hvide heste og bagefter blev vi sprayet over med noget lækkert noget, som menneskene kaldte Show-shine! 🤩  Det pas­sede jo også fint, når vi skulle være med i et show! Jeg tror bare, at jeg er den fødte Galla-Show pony. 🤩  Så nu er det lørdag aften og Show-Time igen. Ind og sole sig i folks beundring. 🙃  Yihaa!

Hva’? Ska’ vi hjem nu? Er det allerede blevet søndag eftermiddag?… 😥 . Jamen, var der ikke nogen der snakkede noget om, at vi skulle til Tyskland og optræde… eller var det Sverige? .. ..eller… Hvad ruller du med øjnene for, Sundance? 😠  Du kan da bare blive hjemme sammen med Anny. I er snart lige pivede. Som ejer så pony! Hva’Sundance?

Træning til ”Lange liner” show

15.01.2007

Kære Dagbog

Vi skulle have været til træning i vores Kvadrille i går, d. 14.01.07, Preben og Anny, Apache og jeg. Men det blev aflyst pga. det frygtelige stormvejr. Det var ellers første gang, at Apache skulle med. Så det var jo lidt spændende, hvad han ville sige til det. Han er jo lidt nervøs i det. Anny siger, at hun aldrig kommer til at sidde i en vogn bag ham!!! Ja, det lyder jo så, som om, at Preben står og mangler en groom til sit sortbro­gede 2-spand!

Han er ellers dygtig, Apache. Det må jeg sige. Han kan vendes og drejes og styres ind og ud af porte, når Preben har ham i de lange liner (eller også er det Preben, der er dygtig).

Hvorfor Anny er så bange for Apache?

Med venlig hilsen

Sundance v. Drieoka

Farvel Hannibal

Oktober 2006

Kære Hannibal

Ja, nu må jeg jo selv til ”pennen”, Hannibal er jo ikke iblandt os mere. Vi måtte lade Hannibal aflive d. 28.08.06 da han pludselig blev forfangen på alle fire ben. Hannibal blev jo forfangen først på sommeren, men da troede vi, at vi klarede den med dyrlæge, smed, specialfoder og jordfold. Hannibal fik 2 læs spåner på sin jordfold og livede ge­valdigt op. Ja, jeg var da så småt begyndt at drømme om, at vi måske kunne komme ud og køre igen engang. Hannibal gik sammen med Oli­ver og Sundance de 23 timer i døgnet, da vi nu passer hysterisk på de resterende køreponyer, at de ikke får for meget græs. Men jeg ved heller ikke om det bare var græsset med Hannibal. Hvert forår har jeg langsomt vænnet ham til græsset. (Efter at han havde sit første vold­somme anfald midt om vinteren 1998) Og i år nåede han ikke op på en halv time, før det gik galt.

Vi fik Hannibal aflivet (slagtet) hos Henrik. Og jeg(vi) takker for din gode deltagende måde at modtage os på, da vi kom med Hannibal, Henrik. Det kunne ikke være gjort på en ”pænere” måde. Vi kom med Hannibal i hans egen trailer og vi blev modtaget af Hen­rik, vi snakkede lidt og så gik Henrik stille og roligt med Hannibal om bag ved huset.

Jeg er, selvfølgelig, gået i stå med skriveriet og tegneriet, men vil måske forsøge om vores lille Fie (føl fra i år) eller vores brogede kørepony Sundance har anlæg for at skrive. Jeg tvivler lidt på Sundance, for han er så korrekt. (Hannibal ville have sagt kedelig.) Og Sundance har aldrig (endnu da) vist sine følelser. Slået r…. i vejret, når vi laver noget skægt eller ”rullet” med øj­nene, når jeg kvajer mig. Men det gør det selv­følgelig nemmere for en ”ældre kone” at køre med ham. Hannibal var da… ikke altid lige nem!. Men Sundance er meget glad for os, det kan jeg mærke. F.eks. til Klubmesterskabet under keglekørslen. Sundance, Kirsten og jeg var i gang med en udmærket runde, det gik ikke så stærkt, men vi kom da pænt igennem por­tene. Så kom vi ned i den ende af banen, hvor Preben stod ”vagt”. Vi havde styret pænt lige på nr. 7 og så lige pludselig siger Sundance: ”Jamen, der er jo Preben! Hej Preben! Hvad laver du her!! Osv.” Og så væltede vi ikke bare bolden ned. Nej, vi massakrerede keglen fuldstændig.Nå! Hm! Hm! Så massakrerede vi lige et par stykker mere nu vi var begyndt.

Sundance var også, på det sidste, blevet rigtig glad for Hannibal. Og omvendt. Selvom Hannibal ikke var meget for at indrømme det. Nu går Sundance det meste af døgnet på jordfold med Oliver. Og ham bryder Sundance sig ikke meget om: ”Mage til fjollehoved og uintelligent pony skal man da lede længe efter!” Så Oliver får med grovfilen.

Vi har solgt vores dejlige avlshoppe Bella-Bee, og skal køre hende til Ringkøbing week­enden 24/25 november. Og gør så selvfølgelig også et lille besøg hos søn og svigerdatter, når vi kommer på de kanter. Vi beholder så Bellas smukke, mørkerøde hoppeføl fra i år, Enghavens Fie, og hendes storebror fra sidste år, Enghavens Eskild. Han har en fin brun farve og er ved at blive en rigtig flot fyr også. Han er meget venlig og tager sig meget omhyggeligt af sin lillesøster. På den fold går så også Prebens nye håb. Den sortbrogede Stjernens Apache. Han er 2 år nu. Preben kører ham i skoven for lange liner og det går rigtig fint, så Preben glæder sig meget til, at han skal i gang med sit brogede 2-spand til næste år.

Med venlig hilsen

Anny

Revsø 2006

Kære Dagbog.

Fredag morgen d. 21. juli 2006

Hrmmfff!!! Så kan man stå her på sin savsmuldsbunke og se Sundance drage af sted til Revsø med MIN Anny og Preben og MIN lilla sulky. Og tilligemed skulle de omkring Måløv og hente Gry. En sød lille rød hoppe med lys man og hale. ÆV! Skal Sundance virkelig være sammen med hende hele weekenden?!?!

Lørdag eftermiddag d.22. juli 2006

Skumle skumle skumle …. Ja, og så kommer de nok slæbende hjem med pokaler og sløj­fer. De ævler jo hele tiden op om, hvor godt Sundance skridter og traver og ævle og bævle….

Bip bip… (Sms-lyd) … HA! Jeg hører lige fra min udsendte medarbejder, Mette Hald, at Sundance lige har revet 4 bolde ned. HA! Det har JEG, da ligegodt aldrig nogensinde gjort! Og han ligger nummer sjok i både kegler og dressur. MER HA!

Ja ja, han starter jo godt nok i øvede og er kun 4 år, meeeeen alligevel dårlige undskyldninger… gnæk gnæk gnæk !!!

Hvor bliver for øvrigt hende Kirsten af?!?!, skulle hun ikke passe os i denne weekend?!?!?Hrmmfff! Virkelig dårlig service…

Søndag eftermiddag d. 23 juli 2006

Bip bip (Sms-lyd) HA!!! Nu har Mette Hald lige skrevet at Anny og Sundance kvajede sig i forhin­dring nr. 4 og at de nu også ligger nummer sjok der. Det vil sige tælle, tælle, tælle, at sammen­lagt ligger de nummer sjok. Fnis.

Hidr hidr hidr. Ja JEG har da ellers slæbt en hel del sløjfer med hjem til Anny i tidens løb. Jeg hu­sker specielt år… (fork. Red.)

Bip bip (Sms-lyd) ÆV! Mette Hald beretter nu også, at Anny og Preben ser usædvanligt glade ud og at alle roser Sundance for hans fine gangarter. ÆV!

Og nu er Sundance, Gry, Jason og Anny og Preben taget videre til Lise og Benjamin. Tre gange øv!!! Jeg havde ellers glædet mig SÅ meget til at komme på ferie hos Lise og Benjamin. Snøft snøft..

Mandag eftermiddag d. 24. juli 2006

Biip…Ha! Jeg hører lige i min øresnegl, at Sundance, det store fjols er kørt i grøften med Anny og Benjamin! Ja, ja gør du bare det et par gange til, for så er JEG tilbage mellem stængerne igen.

Onsdag d. 26. juli

Nå! Så er I endelig hjemme igen… Nå.. .. Det er nu dejligt at se Anny, Preben, Jason … og ahemhh.. Sundance igen. .. .. Jeg har nu savnet ham.… lidt… Æv!Hvorfor kommer Anny nu fisende rundt om hjørnet hver gang mig og Sundance står og gnubber. Det behø­ver hun jo absolut ikke at se!

Med venlig hilsen

Hannibal

Kære Dagbog Sommer 2005 

Ska’ jeg liiige fortælle Jer om årets sjoveste syn ude på marken? Jo, ser I… Min søde lille nevø Eskild var lidt sløj i en periode først på sommeren. (Måske Bella’s anden brunst?) Såee… Anny stod konstant ude på folden med et bekymret udtryk i ansigtet, og et ter­mometer i rumpen på Eskild.

Så kom Birgit, Veddinge Red Harley’s mor, og hun er jo sygeplejerske, så hun råbte ud til Anny, at hun ville hente sit stetoskop, så hun kunne lytte på Eskild. På det tidspunkt havde vi lånt avlshingsten Skattens Capsyl fra stutteri Stjernen, og han skulle jo passe på sine hopper og føl. Så da Birgit kom stæsende ud på marken, løb Capsyl hen til hende for liige at tjekke hvem det nu var. Anny råbte til Birgit at hun skulle stå stille, stampe hårdt i jorden og se ”bestemt” ud.

Birgit stampede – forsigtigt – i jorden, og be­gyndte så at flagre med armene, da Capsyl kom nærmere. Og så vendte hun rundt og begyndte at løbe … … Med Capsyl lige i hælene!!! Et syn for guder!!! Da Birgit nåede hegnet (der var et godt stykke derhen) sprang hun det, nogenlunde på den måde, som Anny har tegnet det (á la 100 m hæk). Over hegnet, og ud i grøften … … og bræn­denælderne!!!

Nå! Vi grinede ikke lige med det samme, for Bir­git var blevet godt forskrækket (og forligede sig aldrig siden med Capsyl)… Meeen… siden har vi altså grinet meget ved mindet…

Med venlig hilsen

Hannibal

P.S. Det går for øvrigt rigtig godt med Harley. Han er blevet en suveræn kørepony. Han bor her ikke mere, for Birgit og Mette har også købt sig en islænder, så Mette nu både kan køre og ride. Harley har været med Mette til islænderstævner og imponeret alle med sin ro og gode evner ud i kørekunsten.

På skovtur med Saftevand og Kage

Sommer 1998

I dag vil jeg sende en lille tegneserie/stribe til jer. ”Striben” er (desværre) sandfærdig, men det endte godt, og hændelsen har inspireret mig til at tage tegne­riet op igen.

Jeg er ellers den (over)forsigtige type, men Hannibal havde taget tilkørslen utrolig flot, så da jeg havde haft hjælper med en 5 – 7 gange, troede jeg, at vi kunne tage på sådan en hyggelig familietur. Det kunne vi også - de andre kunne bare ikke følge med!!

Jeg må indrømme, at jeg var gået for let hen over (sprunget over – nærmest) den del af tilkørslen med at køre ponyen bagfra med lange liner. Det skal man ikke!! Og det ville jeg selvfølgelig heller ikke have gjort, hvis jeg på det tidspunkt havde læst Svend Åge Nissen’s gode artikel om tilkørsel af ponyer. Til gengæld har Hannibal, fra han var 1 år gammel, ind imellem stået tøjret i et godt kraftigt reb. Et råd fra ”gamle bønder”. Det har vænnet ham til at mærke reb om benene. Så skaglerne er ikke noget problem.

Jeg har altid gået meget med Hannibal, først i grime, og fra han var 2½ år med hoved­tøj. Trine, vores lille hund, ved godt, at hun ikke skal med, når det er de ”store heste” vi skal ud med. Men med Hannibal er hun sikker på at hun skal med, for det har hun altid været. Så derfor den dumhed med at sætte hende fast til vognen. Jeg havde godt nok en sikkerhedshage i Trines snor, men jeg havde nok at gøre med at prøve at stoppe Han­nibal, og det lykkedes også til sidst.

Trine elsker at løbe, så hun syntes vist bare, at det var sjovt, at der endelig var lidt fart over feltet.

Inden vi fik købt en sulky til Hannibal tog jeg et par gange børnenes trækvogn med i venstre hånd og havde Hannibal i højre, og så trak ”vi” op ad grusvejen, og den vogn den kan skramle! Men Hannibal lagde sig bare i ”selen” selvom han ikke havde nogen på, og det var mig, der trak.

Det var skægt. Hvor han ellers godt kan gå og pjatte, slå med hovedet, bide hunden i halen osv., synes Hannibal at det var en alvorlig sag at have en vogn med. Så skulle der arbejdes!! Ligeså da vi lånte en sulky af Janny. Vi lagde sele på, spændte for og gik en tur. Ingen pjat. Hannibal gik som om han aldrig havde bestilt andet.

Så købte vi en sulky, og vi trænede en 5 – 7 gange med hjælper med lang line, så hjæl­peren kan trække sig tilbage og hesten tror den går alene. Det gik usædvanligt godt, så derfor mit overmod.

Jeg ved ikke hvad der gik galt. Om Hannibal blev bange for noget, eller det bare var smaddersjovt at have Preben og Mikkel med på cykel, og Kirsten ridende på Candy. Det gik bare lynhurtigt! Uden om cyklen og ud over marken. Saften løb ud af kanden (jeg har klaget til Tupperware!!) Jeg var ellers godt tør i munden og knæene rystede, da vi nå­ede frem til vores bestemmelsessted. Jeg trak resten af vejen!

Jeg havde tøjr og grime med til Hannibal, så han stod tøjret imens vi spiste kage. Bagef­ter var det på med sele og vogn igen, og så gik vi hjem gennem skoven. Endnu en ufor­glemmelig dag i ”Melby Pony Rideklub”! Ja, det kalder vi vores menageri med de 4 po­nyer og vores små arrangementer med (tvangs-)indlagte venner.

P.S. De næste mange år (eller så længe min mand kan holde til det) har jeg tænkt mig at køre Hannibal med hjælper.

Mange hilsner

Anny G . Olsen

Hvordan jeg fik min Hannibal

Jeg kan vældig godt lide Shetlands-foreningens motto: ”Du bliver aldrig for stor til en shetlandspony”.

Jeg er selv 47 år og havde aldrig troet, at jeg skulle blive den lykkelige ejer af en shet­landspony. Jeg har altid været glad for heste og købte min første hest, da jeg var 17 år (en varmblodsblanding). De sidste 12 år har vi holdt os til fjordheste, da det er nogle dejlige dyr.

Vi bor på et lille husmandssted, og min veninde har sin connemara/araber stående hos os. Vi rider altid i naturen, og det hænder at vi lægger turen forbi Stutteri Stjernen – og så har vi balladen!! Vores heste er rædselsslagne for de små underlige dyr, der flintrer rundt og siger mærkelige lyde! GYS!!

Det kan nogen gange tage mindst 30 minutter med bønner og trusler at komme forbi fol­dene – suk! Først skal man forbi en fold med 30 røde ponyer, oh rædsel! Og når man et kvarter senere er kommet forbi dem, er der… … en fold med 30 sorte ponyer!! 20 minut­ter senere er vi kommet forbi – og tror at vi er i sikkerhed, men!!! Dér kommer 30 flotte brogede ponyer hujende rundt om hjørnet – Argghhh!!

Hvad gør man så? Det må selvfølgelig øves. Så hver gang vi var ude og ride, lagde vi lige turen forbi Stjernens folde med ungheste. Og der stod han! Min Hannibal! (Han hedder godt nok Goliat på papiret.) Meeen.! Jeg var solgt, men hvordan skulle jeg få overbevist min mand om nødvendigheden af, at vi skulle have en shetlandspony?? Jeg startede med at sige, at når jeg blev gammel og affældig (og ikke kunne ride mere) ville jeg gerne have mig en shetlandspony… … … jeg blev lynhurtigt gammel og affældig! Heldigvis var min mand til at overtale, selv om han altid har sagt, at vi ikke skulle have flere end to heste. Men Hannibal er heller ikke nogen (almindelig) hest.

Til alt held var Hannibal/Goliat en af de få plage Janny ville sælge i ’96, så vi gik i gang med at få lavet vores hegn shetlandspony sikkert – 3 tråde Podahegn. Til vores sommer­ferie fik vi ham så hjem, og vi har utroligt meget glæde af ham.

Vores andre heste er efterhånden blevet meget glade for Hannibal, så når vi nu rider op forbi Stutteri Stjernen er vores heste… … … rædselsslagne for alle de små underlige dyr, der flintrer rundt og siger mærkelige lyde. SUK!

Mange hilsner

Anny G. Olsen